Når man er venner for resten af livet

Når man er venner for resten af livet

NORDJYLLAND: De er venner i forening og for alvor. Selv om det alvorlige denne tirsdag formiddag, da de fleste af foreningens medlemmer er dukket op til formiddagskaffe hos Hanne Larsen og Hans Jørgen Christensen i Nykøbing Mors, ikke sådan lige er til at få øje på. Hvis da alvor er lig med alvorlig tale.

De griner næsten mere, end de taler, for de kan slet ikke lade være med at give den gas, så alle bryder ud i latter.

Men bag latteren er der alvor.

For de syv tilstedeværende venner - og de resterende tre, der ikke er til stede denne formiddag på grund af arbejde - er hinandens venner på skrift, for de har dannet deres egen lille forening.

For forældreløse børn

"Foreningen til forældreløse børn over 60 år" har de kaldt den, med en formålsparagraf om, at de skal være der for hinanden. Både når det går godt, og når det går skidt.

Foreningens formål er, står der i vedtægterne, "intern gensidig anerkendelse, da vi ingen forældre har, der kan anerkende os", og selv om den her første pind i vedtægerne er sagt med et gran af humor - da det i en vis grad er naturligt, at man ikke har sine forældre, når man er i pensionistalderen eller ved at nærme sig den - så er der alvor bag. De vil gerne være der for hinanden. Støtte hinanden socialt, hygge sig sammen og tage på ture sammen, udvikle et godt og blivende venskab, og "hvis et medlem ikke har det godt, skal der tages hånd om personen samt hjælpe og støtte hinanden i forskellige problemstillinger, som vi i vores aldersgruppe kan komme ud for".

Et godt og tæt venskab

Formålet er altså et rigtigt godt, tæt og varigt venskab.

Men hvorfor egentlig skrive det ned. Danne en forening?

For sjov i første omgang. Og dog. Der er nemlig både alvor og historie bag, som foreningens medlemmer forklarer det.

For venskaber er - lige som med anden kærlighed - noget der skal passes og plejes, sådan helt fordi man synes og ikke fordi, det står nedskrevet.

At finde nye venner når man er over 60 år, og børnene er voksne, fløjet fra reden, flyttet væk - kan være svært. Man har måske, hvis man er heldig, to vennepar tilbage, som man alligevel ikke ser. Hvad gør man så?

Det har de syv venner, vi møder denne formiddag et bud på.

Travlhed og venskab

Men hvorfor er det egentlig ikke så lige til, det med vennerne. At finde dem og holde fast i dem.

For selv om vi måske gerne ville, får vi ikke altid dyrket vores venskaber. Specielt ikke hvis vi har så travlt, at vennerne kommer ned på tredje-fjerde-femtepladsen over de vigtigste prioriteter i vores liv.

- Det må det helst ikke. Så forsvinder de ud af vores liv. Venskaber skal vedligeholdes, og vi skal passe på, at vi ikke mister dem, siger idéhistoriker og filosof Jonas Holst, der har skrevet bogen "Venskab - det gode mellem mennesker".

Til dagligt underviser han i æstetik og etik på San Jorge Universitetet i Zaragoza, Spanien.

- Vi har for travlt med at arbejde, påpeger han og mener, at vores samfund er bygget op om materielle goder, masser af arbejde og forbrug, som ikke gavner de mange sider af os mennesker, der kan gøre os tilfredse, glade og veltilpasse i vores liv.

- Og det er lige præcis det, der forhindrer os i at leve fuldt ud, mener Jonas Holst.

Tilfældigt møde

Det var egentlig ved et tilfældigt møde, at netop de fem par i foreningen fandt sammen for halvandet år siden i 2016.

Det var da, Grethe Velling blev 60 år. Hun søgte i sin løbeklub "Pinen og Plagen" i Nykøbing Mors efter klubkammerater til at servere ved fødselsdagen. Tre par meldte sig. Efterfølgende arrangerede Grethe Velling eftergilde for netop serveringspersonalet samt fødselarens søster, der var blevet syg og forhindret i at deltage i fødselsdagsfesten. Således blev eftergildet det første møde mellem de fem par: Grethe Velling, 61 år og Søren Velling, 65 år, Kirsten Nielsen, 66 år og Søren Nielsen 65 år, Hans Jørgen Christensen, 68 år og Hanne Larsen, 66 år, Jette Andersen 64 år og Hans Andersen 68 år samt Henning Guldsmed Nielsen, 63 år og Kirsten Marie Guldsmed Nielsen, 63 år.

Snakken gik lystigt

Til eftergildet gik snakken så godt over et glas vin, at talen også faldt på det med at blive over 60 år. At være uden forældre, fordi de ikke længere lever, at have nogen, der er der for én, uanset hvad.

Hans Jørgen Christensen har et humoristisk glimt i øjet med gode ideer til følge og forslog ud på aftenen, at de kunne lave en forening, de fem par, der mere eller mindre tilfældigt var kaldt sammen med så god en kemi til følge, at de havde lyst til at blive ved med at ses. Og havde lyst til at knytte venskab.

Foreningen kom således til at hedde: "Foreningen for forældreløse børn over 60 år".

- Ja og det var jo sådan set nemt nok, synes jeg, for vi kunne jo bare kigge i vandværkets vedtæger. Med lidt justeringer, fortæller Kirsten Nielsen.

Alle ler - igen.

Man kan savne nærhed

Det hele er altså fundet på med humor og alvor. Alvoren fordi man kan savne venner og savne det med at have forældre og have nogen, der bare er der for én. At der er nogen på den beskyttende, omsorgsfulde og lyttende forældre-måde.

- Hvem skal man ringe til søndag aften og fortælle, hvad man har oplevet i familien, når ens mor ikke er der? Hvem skal man så belemre med de der små hverdagsting? Det er jo sådan noget, der er hyggeligt at fortælle ens mor, og hun er der jo ikke, fortæller Hanne Larsen, der denne formiddag sammen med sin mand Hans Jørgen Christensen lægger hus til.

Når vennerne forsvinder

Måske siger netop deres historie noget om, hvad alder og en række andre omstændigheder kan betyde for en. Når vennerne forsvinder.

De tætte venskaber var der pludselig ikke længere for Hanne Larsen og Hans Jørgen Christensen, selv om de gennem årene, fra de var unge til de blev voksne og fik karriere og børn, har været vant til at have folk omkring sig, familie, naboer, venner, børns legekammeraters forældre og andre, de havde mødt på deres vej. Men det havde de ikke længere, opdagede de, da de for tre år siden besluttede sig for at flytte fra deres nedlagte gård i Solbjerg til en villa i Nykøbing Mors.

Noget at tænke over

- Vi renoverede det nye hus, vi købte, og arbejdede hver dag på det. Familie kom og hjalp os indimellem, vores børn, der bor i København, kom også, hvis det kunne passe, og så kom vi til at snakke om, at hvis det her havde været for 20 år siden, vi skulle flytte, havde der været 10 mennesker med trailere og 20 børn, der skulle have sodavand og kage. Det var der ikke. Der var kun Hanne og mig, fortæller Hans Jørgen Christensen, og tilføjer, at de ikke følte sig ensomme, men at det gav dem noget at tænke over.

Der er heller ikke nogen i foreningen, der synes, at de ikke har noget at se til. Som Hans Andersen udtrykker det: det kan være svært at få tiden til at slå til.

Helt naturligt

Det er helt naturligt, at vi søger venskaber, fordi det giver os så meget glæde at have venner. Vi har svært ved at klare os helt uden, siger Jonas Holst.

- Vi får så meget velvære af at gøre noget, vi har lyst til, og som beriger os, siger han.

- Men på grund af travlhed glemmer vi værdier om venskab og kærlighed. Om det at være der for hinanden og ikke opdage, at ensomheden er noget af det værste, der kan overgå et menneske. Noget af det vi også allermest frygter. Fordi vi er sådan nogle væsener, der har trang til og brug for at være sammen med andre, og møde det der blik hos den anden, der fortæller, at man eksisterer, siger Jonas Holst.

Alder spiller en rolle

Venner betyder noget forskelligt for os afhængig af alder. Børnene får venner meget mere naturligt gennem deres leg, end voksne gør. Og når vi er unge, er vi mere tilbøjelige til at skifte vennerne ud. For ikke at tale om de fortravlede år med karriere og familieliv. Der strammer venskaberne til, og det er i disse år, vi mister venner, fordi vi har så travlt. Eller fordi vi rykker fra hinanden af naturlige årsager, men derefter ikke får tid til at opdyrke nye venner.

Venskaber undervejs

Men venner har vi brug for gennem hele livet, uden at vi tænker så meget over det på den måde. Det kommer naturligt og udvikles i takt med, at vi opbygger et forhold baseret på tillid og den form for kærlighed, der hører venskaber til.

- Der er ingen, der opbygger et godt venskab over en sommer. Det er en proces, som venner normalt ikke tænker over. Men det tager mange år, og det bygges op over lang tid. Venner er i den forstand altid undervejs og i en relation, de bygger op, og nogle gange finpudser man, siger Jonas Holst.

Større betydning med alderen

Han forklarer, at venskaber samtidig får større betydning, jo ældre vi bliver.

- Venskaberne kommer til at spille en helt afgørende rolle, når vi bliver omkring de 60 år, siger han.

- Man kan tilføje et citat fra den græske filosof Aristoteles, (384-322 f.Kr.), der var en af grundlæggerne af den europæiske filosofi, og som mente, at netop venskaber udvikler os mest som mennesker.

- Når vi er unge, er venskaber der for, at vi kan navigere og undgå at begå så mange fejltagelser. Men er man over 60 år, har man erfaringer nok. Så behøver man ikke nogen til at korrigere sig. Men man har behov for hinanden - siger Aristoteles - fordi sygdom og alderdomssvækkelse, som han kalder det, bliver så nærværende i livet, at et menneske ikke kan gå alene ad den vej hen mod sin egen alderdom.

Alle er over 60 år

På Mors behøver man ikke at diskutere gamle græske filosoffer. Alle er over 60 år og ved, at venskaber netop er noget, man dyrker og noget, der gror. Som en af de 10 venner formulerer det, da talen falder på at ringe op og fortælle stort og småt, sådan som man ville have gjort det med sin mor: så langt er vi ikke kommet endnu.

Men det har de tænkt sig. At være der for hinanden i det lange løb.

- Vi kan jo også noget forskelligt og kan derfor også supplere hinanden, hvis nogen af os står og har brug for hjælp, siger Kirsten Nielsen og peger på, at de ti venner har arbejdet med forskellige ting gennem livet. Fulgtes altid ad

Jonas Holst har ikke før hørt om, at vennegrupper ligefrem har dannet en forening med vedtægter og formålsparagraffer.

- Jeg forstår godt, at de gerne vil sikre sig venskabet. Det er på den måde en succeshistorie, at de har fundet hinanden, siger han og peger på, at venskaber udvikles i en naturlig sammenhæng og ændres over årene.

Som det også har gjort for Hanne og Hans Jørgen.

Der skulle måske ikke så meget mere til, end at de fik talt om det. For som Hanne siger:

- På et tidspunkt gik vi ligefrem som to røde køer efter hinanden. Det var, så vi gik på indkøb i Brugsen sammen, siger hun på en måde, så alle griner.

Hvor blev vennerne af?

Hans Jørgen har nogle bud på, hvad der skete, da de ikke længere sås med de venner, de havde.

- Ja, hvor blev de af, vennerne? spørger han retorisk og fortsætter:

- Er de døde? Nej det er de ikke. Er de flyttet? Ja nogle er, men de andre er vi ikke så tætte med mere. Og det er ikke nogens skyld. Det er bare sådan det er, siger han og parret forklarer, at en del af årsagen måske er, at de, de seneste fire år, har været i København en uge hver måned, fordi det er der, deres børn bor.

En anden forklaring er også, mener Hanne, at arbejdet tager de fleste kræfter.

- Vi bliver ældre, og det går stærkt på arbejdsmarkedet. Du kan ikke rumme så meget mere, som du har kunnet. Man tager ikke så meget ekstra ind. Man klarer at gå på arbejde, at gå til aftenskole en enkelt aften eller det, man nu skal - man har ikke så meget overskud.

Man vågner brat op

Hans Jørgen Christensen mener, at man på en måde vågner brat op, når man forlader arbejdsmarkedet.

- Man har sit arbejde, sine børn, efteruddannelse og ekstraarbejde, og det går der rigtig mange år med. Pludselig en dag holder det op. Så skal vi ikke på arbejdsmarkedet længere. Så er det, vi går her og finder ud af: hov - hvordan gik det til, siger han.

Det er kærlighed

Venskaber skal vi ikke undervurdere, forklarer Jonas Holst.

- For mig at se spiller venskaber lige så stor en rolle som kærligheden. Det er bare en anden slags kærlighed. Man lider ikke, når man er væk fra hinanden. Det er dejligt befriende med venskaber, at man kan dele masser af oplevelser og have rigtig godt samvær. Det bedste ved venskaber er næsten også alt det, man har til gode, så man ser frem til at mødes igen, siger Jonas Holst.

De fem par på Mors er hinandens nye venner.

De ses, de arrangerer ture, har været på cykeltur i stærk blæst og op ad bakke, været på besøg hos hinanden og har blandt andet også været til koncert. Som da de var teenagere.

Alice og Smokie

- Jeg fik en sms fra en af de andre, om vi skulle til koncert med Smokie. Dem kendte jeg ikke, så jeg skrev: "Who the fuck is Smokie", fortæller Hans Jørgensen Christensen og alle skraldgriner igen - for det vidste han ikke, men kendte alligevel godt Smokie´s "Alice - who the fuck is Alice", i den nyere version af gruppens superhit: "Living next door to Alice".

- Vi havde en forfest inden koncerten, og vi gik samlet ned mod hallen, drak en dåseøl imens, griner de og forsikrer, at ingen smed dåser ind i forhaver.

Til koncert kom de, og det er noget af det, gruppen af venner kan.

Finde nye oplevelser for ingen af de syv omkring kaffebordet ville have gået til koncerten, hvis det ikke lige var for "Foreningen for forældreløse over 60 år".