21-årig livsfarligt kvæstet i trafikulykke
En 21-årig mand fra Nykøbing blev fredag ved 17-tiden livsfarligt kvæstet ved en trafikulykke i krydset Næssundvej og Kridtvej mellem Fredsø og Vils.
Ulykken skete, da en 24-årig mand fra Nykøbing kørte ad Næssundvej i vestlig retning og i et venstresving mod Kridtvej overså en modkørende bil, der kørte ad Næssundvej i østlig retning. Den modkørende bil blev ført af en 22-årig mand fra Øster Assels. Den 21-årige mand var forsædepassager i den svingende bil og blev hårdt kvæstet under kollisionen.
Han sad fastklemt i den totalskadet bil og blev reddet ud ved hjælp af kæderedning. Med ambulance blev den 21-årige mand kørt til sygehuset i Thisted, hvoraf han senere blev overflyttet til intensivafdelingen på sygehuset i Aalborg.
Ifølge lokalpolitiet i Thisted er hans tilstand fortsat kritisk, mens de to førere slap med lettere kvæstelser.













