Direktørskifte i Krone Kapital A/S
Efter 11 år på posten som administrerende direktør for Krone Kapital A/S har Finn S. Jakobsen besluttet, at tiden er inde til at prøve noget nyt, og har sagt sin stilling op.
En beslutning, bestyrelsesformand Jens Ove Nielsen i en pressemeddelelse beklager.
- Finn S. Jakobsen har som selskabets første og hidtil eneste direktør sat et stort aftryk på udviklingen. Han har gennem alle årene været en dedikeret og målrettet leder af selskabet, og bestyrelsen havde gerne set samarbejdet fortsætte, siger han.
Direktør Finn S. Jakobsen understreger, at han har været glad for sine år i firmaet, og han fortsætter ledelsen af firmaet, indtil bestyrelsen efter sommer har fundet hans afløser.
Krone Kapital A/S beskæftiger sig primært med leasing af person- og varebiler samt transportmateriel, og har haft en flot udvikling gennem årene.















