Fedtafgift hos Suhl's er ikke særlig fedt
Den meget omtalte fedtafgift på mættet fedt, der blev indført 1. oktober sidste år, har i høj grad også kunnet mærkes lokalt på Mors - nærmere bestemt hos Suhl's Pålæg A/S i Outrup, der beskæftiger 32 ansatte.
- Der er meget administration i det. Og det taber vi meget på. Det er ærgerligt at skulle bruge kræfter på det. Det her er en stor administrativ byrde for os, siger den administrerende direktør hos Suhl's, Poul Bærentsen.
Når Suhl's producerer rullepølser og spegepølser, sker der i forarbejdningen et vist svind i det kød, som Suhl's køber ind. Der bliver skåret kød og fedt fra som ryger til destruktion - og der forsvinder desuden fedt i afkogningen.
Det betyder, at Suhl's betaler mere i fedtafgift for det kød, virksomheden køber ind som råvare - i forhold til det færdige produkt.
Det store og stadig åbne spørgsmål er så, hvor stor forskellen er.
- Jeg vil tro, at vi taber 10 procent i fedtafgiften, som vi ikke får faktureret videre, vurderer Poul Bærentsen, der forklarer, at man forsøger at prissætte varen i forhold til dette.















