Ingen støttekoncert til fordel for Skive Festivalen
Der bliver alligevel ikke gennemført en støttekoncert til fordel for den økonomisk trængte Skive Festival.
Det oplyser Nyhederne fra P4 Midt og Vest.
Flere leverandører havde ellers lovet at stille gratis udstyr og mandskab til rådighed for en støttekoncert i sensommeren, så festivalen kunne få penge til at betale sine kreditorer efter årets Skive Festival, der endte med underskud.
- Men musikerne vil ikke være med, oplyser Henrik Kirketerp-Møller, der er formand for Skive Festivalen.
Det er bookingbureauerne, der er bange for, at andre festivaler i givet fald også vil kræve, at musikerne stiller op uden større betaling. Samtidig vil bookerne heller ikke være med, før alle musikere fra årets festival har fået deres honorar, hvilket endnu ikke er tilfældet.
Skive Festivalen vil nu se på andre måder at skaffe kapital til at bevare festivalen. Fristen over for kreditorerne er midt i september.















