Ja til molerindvinding men trafikproblem skal løses

Morsø Kommunalbestyrelse besluttede i enighed mandag at udsende et debatoplæg som fortrop for et kommuneplantillæg, der vil gøre det muligt for Damolin A/S at hente moler i to grave i kanten af Stærhøj på Nordmors.

Debatten i kommunalbestyrelsen viste, at ingen anfægter virksomhedens ret til at grave i området. Problemet er alene, hvordan moleret bringes fra Stærhøj til Skarrehage, hvor det skal indgå i produktionen.

Lokalbefolkningen skal tages med på råd. Næstformand for teknisk udvalg, Ansgar Nygaard (V), sagde, at man planlægger at holde et offentligt møde om sagen 12. januar.

Per Noe (S) tilkendegav, at han var glad for, at der i oplægget indgår overvejelser om at sejle moleret til Skarrehage. For han kunne forudse, at transport med lastbiler kan give voldsomme trafikale problemer.

Gunhild Olesen Møller (V) sagde:

- Det drejer sig om 50 arbejdspladser - dem skal vi gøre rigtig meget for at bevare. Der er gode udviklingsmuligheder for virksomheden. Forleden kunne vi se, at Damolin har ikke mindre end 36 forskellige produkter under afprøvning, så vi må kunne finde en løsning på transportproblemet. Måske er der gode idéer at hente i høringsfasen.

Poul Roesen (K) mente ikke, at de hidtidige forslag til transportveje har været gode nok:

- Derfor vil vi gerne se alternativer. Det er jo ikke hver dag, der skal graves, men når man er i gang, vil det sende en lastbil på vej hvert tiende minut.

debat
HUSK - God tone i debatten