Jesperhus henter millioner til Mors
Jesperhus fremhæves i en ny analyse som et af i alt fem fyrtårne i den nordjyske turisme.
Det betyder, at Jesperhus er omdrejningspunktet for omfattende økonomisk aktivitet til gavn for lokalområdet.
67 procent af de såkaldte flerdagsturister i Jesperhus angiver netop denne attraktion som deres primære årsag til at besøge den nordjyske region.
Turister, der besøger Jesperhus i løbet af et år, bruger anslået 163 millioner kroner. Heraf står den gruppe - der primært tager på ferie i Nordjylland for at besøge Jesperhus - for ikke mindre end 110 millioner kroner.
"Hovedparten af dette må formodes at tilfalde Nordjylland", skriver analysefirmaet Epinion i undersøgelsen, der er foretaget for Visit Nordjylland.
De øvrige nordjyske fyrtårne er: Aalborg Zoo, Skallerup Klit, Fårup Sommerland og Nordsøen Oceanarium.














