Klubhus til hundeførere
Hundeførerne kan se frem til at få klubfaciliteter på Dyrskuepladsen i Nykøbing.
Politikerne i udvalget for teknik og miljø i Morsø Kommune er indstillet på at give medlemmerne af Danmarks Civile Hundeførerforening, Morsø-afdelingen, mulighed for at indrette et klublokale i den nuværende offentlige toiletbygning.
Årsagen er, at der på nuværende tidspunkt kun foregår meget få arrangementer på dyrskuepladsen - faktisk er det kun det årlige traktortræk, som bruger pladsen.
- Det virker fornuftigt, at hundeforeningen får lov til at lave et klublokale i toiletbygningen, siger Ansgar Nygaard (V), næstformand i udvalget for teknik og miljø.
Hundeforeningen har omkring 10 hold på stedet om ugen, og den finder det optimalt for medlemmer, trænere og teoriundervisning, hvis halvdelen af toiletbygningen kan indrettes til klubformål.














