Limfjords-hotdog er kræs for skaldyrs-elskere
Der er nystegte frikadeller på panden, nybagte Morsø-boller på et fad og en tærte i ovnen. Der kunne jo komme nogle sultne sommergæster.
Sådan er det hver tirsdag, onsdag og torsdag hos Tove Thinggard. Fjordcafeen på Fruergårdsvej 3 i Dragstrup har sommeråbent midt på ugen i juli og august, når der ikke er så travlt med mad ud af huset.
Det altid spændende, hvem der kommer - hvis der kommer nogen. Det et er sted, man skal køre efter, men når først folk er fremme, nyder de både maden, hyggen, fjordudsigten og den gode plads til børnene. Der er endda en pavillon, som kan tages i brug på gode sommerdage, men hidtil har det mest været vejr til at sidde inde på cafeen.
Her kan man nyde meget andet end kaffe. Tove Thinggaard har netop udviklet en specialitet: Limfjords-hotdogs. Hun flækker en hjemmebagt flute, forer den med salat, en dild-dressing, muslinger naturel - ikke de røgede - og drysser purløg over. Sådan en lækkerbisken for folk, som elsker skaldyr, sælger hun i sommer for 20 kroner.















