Renseanlæg er hårdt plaget af indbrud
En bil er fundet totalt udbrændt på N.A. Christensens Vej i Nykøbing.
Politiet fik anmeldelse om det klokken 04.22 i nat.
Det viser sig, at bilen tilhører Morsø Forsyning og er stjålet fra renseanlægget ved Østre Strand, hvor der endnu engang har været indbrud.
- Her er der også ødelagt to andre biler, fortæller Jim Friis, direktør i Morsø Forsyning.
Det er ikke mere end en uges tid siden, at renseanlægget sidst var udsat for indbrud. Her blev der stjålet fastnøgler, batterier, et svejseanlæg, diverse batterier og el-værktøj, samt en trailer.
Og kort før dette har der været indbrud på anlæggets kontor. Her blev der ødelagt vinduer og døre for 30.000-40.000 kroner, vurderer Jim Friis.
- Det er utrolig beklageligt, siger en ærgerlig og hovedrystende Jim Friis.
I nogle af lokalerne på anlægget har der i forvejen været alarm. Men nu bliver det intensiveret.
- Nu bliver der sat alarm op og videoovervågning over hele linjen, siger Jim Friis, der ikke kan oplyse, hvor meget det præcis ender med at koste.
- Men det bliver dyrt, konstaterer han og henviser til, at terrorsikring af forsyningens vandværk kostede over 100.000 kroner.













