Rihanna og Chris Brown i chokerende duet

De sidste tre år har Chris Brown kæmpet for at få sin karriere op at stå, efter at han overfaldt og bankede sin ekskæreste Rihanna på vej til Grammy-uddelingen.

Han blev udskældt og udstødt, men nu får han hjælp fra uventet kant.

Nemlig fra den selv samme pige, som han gav tæsk.

Rihanna og Chris Brown har offentliggjort to remix af hinandens sange. Rihanna synger med på Chris Browns "Turn Up The Music" mens Chris Brown til gengæld har fået lov at låne sin stemme ud til Rihannas nummer "Birthday Cake".

Det er kun lidt over en uge siden, at Chris Brown optrådte ved Grammyuddelingen, hvor han også fik en statuette. Det gjorde flere folk vrede, fordi de ikke mener, at han skal hyldes efter voldsepisoden.

Men noget tyder på, at Rihanna er klar til at tilgive ham.

- Jeg elsker dig, skat, synger hun på Chris Browns hit, mens han på remixet af hendes sang synger om, at han gerne vil i seng med hende og har savnet hendes krop.

/ritzau/

debat
HUSK - God tone i debatten