Rolighed tilbage på golfbanen
Det er en forstærket udgave af Morsø Golfklub, der lørdag og søndag spiller to kampe i 2. division.
Tilbage på holdet er profilen Kasper Rolighed, som efter en pause på grund af knæskade nu får sæsondebut mod Blokhus og Skive.
Begge kampe er på udebane, og protræner Rasmus Rolighed (bror til Kasper, red.) forventer vanskelige opgaver for det lokale hold.
- Vi satser selvfølgelig på at vinde begge to, men vi ved, at det bliver svært, da det er to gode hjemmehold, siger Rasmus Rolighed.
Efter to spillerunder er Morsø Golfklub på andenpladsen i 2. division Vest. Efter dagens kamp mod Blokhus gælder det i morgen topholdet Skive i en kamp, der formentlig afgør, om der er oprykning at spille for, når turneringen slutter i august.















