Rolstruphus skal have ny leder

Den hidtidige leder, Poul Boesen, blev fritstillet i slutningen af december

Produktionsskolen Rolstruphus er på jagt efter en ny leder.

I slutningen af december måtte lederen gennem knap tre år, Poul Boesen, forlade posten.

- Det er rigtigt, at Poul Boesen blev fritstillet, fortæller Ansgar Nygaard, formand for bestyrelsen for Rolstruphus.

Han vil ikke oplyse yderligere om de nærmere omstændigheder omkring fritstillingen, men han understreger, at den ikke rummer nogen form for dramatik.

For øjeblikket er det Birtha Lemvig Petersen fra produktionsskolen, der er konstitueret som leder - en opgave, hun tidligere har varetaget i forbindelse med et lederskifte.

Ansgar Nygaard føjer til, at det kører rigtig godt på produktionsskolen til trods for, at bemandingen er blevet en kende strammere.

- Vi skal have søgt den rette person, og det regner vi med at kunne gøre i løbet af sommeren, siger Ansgar Nygaard, der er åben overfor, at Rolstruphus kan få brug for ekstra hjælpende hænder, mens ledelsessituationen bliver afklaret.

debat
HUSK - God tone i debatten