Sælluffe blev forvekslet med menneskehånd
En hundeejer fandt torsdag aften noget, der kunne være en menneskehånd på Skovbakken ved Glyngøre.
Kort efter klokken 20.30 begyndte hunden at opføre sig underligt, og da hundeejeren undersøgte hvorfor, fandt han en hånd, hvor kun knoglerne og lidt skind var tilbage.
Hundeejeren alarmerede politiet, der sendte hånden til undersøgelse hos Retsmedicinsk Institut i Aarhus.
- Retsmedicineren har fastslået, at der ikke er tale om en hånd fra et menneske, men sandsynligvis en sælluffe, siger vicepolitikommissær Lars Mikkelsen, lokalpolitiet i Skive.














