Spar Mors-sag fortsætter i Landsretten

Villy Gravgaards forsikring vil dække ankesagen

Villy Gravgaards sag mod boet efter Spar Mors fortsætter i Landsretten.

Forsikringsselskabet Alm. Brand har bekræftet, at det vil dække Villy Gravgaards omkostninger til en ankesag - og at Villy slipper for selvrisikoen.

Det glæder Villy Gravgaard fra Karby, selv om ikke tager en sejr for givet.

Hans advokat, Jeppe L. Jepsen fra Skive, mener dog, at en principiel dom afsagt over Jyske Bank kan få betydning for sagen.

- Vestre Landsret har vendt bevisbyrden om og sagt, at pengeinstituttet må bære risikoen for, at der gives en fornuftig rådgivning, så man sikrer sig, at kunden forstår, hvad det er, der foregår. Dermed tager man udgangspunkt i, at banken er den store og forbrugeren den lille, siger Jeppe L. Jepsen.

Villy Gravgaard mistede 286.000 kroner, han havde lånt af kreditforeningen, og som hans rådgiver i Spar Mors havde sat i garantbeviser. Pengene gik tabt, da Spar Mors gik ned.

debat
HUSK - God tone i debatten